Hvad er spiseforstyrrelser?
En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, hvor indre uro påvirker kroppen.
Bag spiseforstyrrelsen findes fire fundamentale elementer: kontrol, tvangsmotion, perfektionisme og normer (fra samfund og medier).
Der findes forskellige former for spiseforstyrrelser, f.eks.
Anoreksi
Bulimisk anoreksi (opkastning-anoreksi)
Bulimi
Ortoreksi
BED (tvangsoverspisning)
I Sisifos Center, hvorfra jeg er uddannet som psykoterapeut, skelner vi mellem tre former for anoreksi. Da anoreksi oftest rammer piger og kvinder, tager teksterne udgangspunkt i det.
Patologisk anoreksi
Denne form rammer især piger i 9-12-års-alderen og er den mest alvorlige, da pigen fuldstændig nægter at spise. Temaet er lidelse og straf. Hun er deprimeret, ensom, apatisk og tager ikke vare på sine grundlæggende instinkter, som f.eks. at spise, drikke vand, vaske sig, være social osv.
Tvangsanoreksi
Her er pigen i stand til at opretholde et nogenlunde velfungerende liv, selvom hun føler sig ensom. Hun får f.eks. en uddannelse og passer ind i samfundet, mens hun lever med sin anoreksi i et hemmeligt parallelliv. Nogle piger i denne kategori bryder sammen omkring 30-års-alderen og får en depression.
Samfundsanoreksi
Denne form rammer kvinder, der har familie, job og ydre succes. Men de føler ikke glæde, fordi de følger mediernes normer og et billede af prestige, uden indre følelse. Hun mangler ægte forbilleder og prøver at finde sin indre sandhed på egen hånd, gennem streng kost og motion, uden at dele sin tvivl med andre.
Om skærmafhængighed
Hvorfor er det så svært at fjerne skærmen fra både børn, unge og voksne?
I hvilken alder opstår skærmafhængighed hos børn – og hvorfor? Og hvad er forbindelsen mellem fantasi og skærmafhængighed?
Fantasi opstår i 3-4-års-alderen, hvor barnet f.eks. ser monstre om natten, når gardinet bevæger sig. Fantasi er afgørende for barnets udvikling og kontakt med verden – i denne fase er det barnets primære måde at se og forstå verden på.
Hvad sker der, når forældrene giver barnet en skærm i 3-5-års-alderen?
Barnets fantasiverden kommer nu ikke længere fra barnet selv, men fra skærmens kunstige verden, som overtager barnets fantasi og erstatter behovet for ægte kontakt – resten af verden eksisterer ikke. Derfor er det svært for børn at forstå, hvorfor de skal forlade skærmen for at lege, enten derhjemme eller udenfor. Den fungerer som hele deres omdrejningspunkt og verden – det er nærmest som at fjerne en del af deres krop.
Hvis forældrene kommer med indvendinger til skærmtid, opstår der et skænderi. I dag er det næsten umuligt at fjerne skærmen fra børn, for hvorfor skal de aflevere den tilbage, når de har fået den af de voksne?
Det gør det ikke lettere, at resten af samfundet er baseret på skærme, helt fra skoleundervisningen og videre i arbejdslivet. Selvom holdningen til brug af skærme i skolen er ved at ændre sig, er det stadig et faktum, at vi lever i en teknologisk verden, og at samfundet introducerer børn til den digitale verden tidligt i livet.
Løsningen er ikke at udelukke skærmen fuldstændig, da den er en del af vores moderne teknologiske liv. Men forældrene skal lære barnet at forstå både skærmens positive og negative sider: den skal bruges som et redskab, men giver ikke svar på alt – meningen med livet skal vi selv skabe.